I ShareIT har Sex & Samfund lagt tre forløb ind med links til materiale til indskoling, mellemtrin og udskoling. I ShareIT ligger der også en masse andre forløb, som omhandler SoMe, trivsel, grænser, identitet, seksualitet og digital dannelse – lavet af andre, fx DR Lær eller Journalistmillas Bureau. Der er også mange lærer-til-lærer-forløb, som retter sig både bredt tværfagligt, men også til en række fag.
Nedenfor har vi samlet links til en række gode, gratis forløb, som du kan finde i ShareIT.
Indskoling
Tværfagligt
Link til forløb: Normer om køn – indskoling
Afsender: Sex & Samfund
Forløbet har fokus på normer om køn. Forløbets mål er at udvikle elevernes viden om forskellighed og mangfoldighed. Eleverne skal arbejde med seks opgaver, som bl.a. består af temaer som “Pigefnidder og drengestreger”, “Drenge og piger i gamle dage” og “Eventyrlige køn”.
Sex & Samfund har tre forløb, som er særligt eksemplariske for Uge Sex til både indskoling, mellemtrin og udskoling.
Dansk
Link til forløb: #KROP 3. – 4. klasse (DANSK)
Afsender: DR Lær
Forløbet handler om normer og idealer for kroppen samt den betydning, som normer og idealer kan have for unges kropsglæde, kropsbevidsthed, sundhed og trivsel. Forløbet er bygget op med videoklip, spørgsmål og opsamling i klassen og der i alt tre opgaver. Afslutningsvis er en kreativ opgave, hvor eleverne skal lave en fælles collage til klassen.
Forløbet er udviklet i samarbejde med Sex & Samfund i forbindelse med Uge Sex-kampagnen 2018, hvor overskriften var #KROP.
Natur/teknologi
Link til forløb: Tissemænd og tissekoner (Barn, kend din krop)
Dette forløb er en podcastserie rettet mod børn, der fortæller om tissemænd og tissekoner. Her kommer læge Lærke Damgaard og psykolog Anna Krogh Andreassen ind på, hvad tissemænd og tissekoner er, hvordan de er forskellige, og hvad man skal bruge dem til.
‘Barn, kend din krop’ har mange forløb liggende i samme tema, fx forløbene: OCD, knogler, Næse, Døden m.m.
Sundhed og sociale forhold (lærer-til-lærer)
Link til forløb: Reproduktion 2. årgang
Afsender: Signe R
Dette forløb handler om familieliv og reproduktion. Forløbet indeholder en film fra Sex & Samfund, spørgsmål til filmen og efterfølgende opgaver.
Mellemtrin
Natur/teknologi
Link til forløb: Øjne (Barn, kend din krop)
Afsender: Barn, kend din krop
I forløbet præsenteres indholdet i en podcast om ’øjne’. Forløbet indeholder desuden links til en lang række podcasts for børn om kroppen: Ører, knogler, tissemænd og tissekoner, huden osv.
Sundhed og sociale forhold (lærer-til-lærer)
Forløb: Krop, køn og seksualitet
Afsender: Henriette D.
Forløbet har fokus på normer, idealer og seksualitet. Forløbet tager udgangspunkt i videoer og artikler fra DR Skole og Sex & Samfund. Eleverne skal arbejde med kroppens forskellighed, hvilket eleverne også skal skrive en novelle ud fra. En anden tematik, som forløbet belyser, er badning efter idræt, hvorefter eleverne skal reflektere over deres holdninger.
Afsender: Henriette D.
Forløbet indeholder et stilladseret arbejde med begrebet ‘pubertet’ med udgangspunkt i nogle af Sex & Samfunds materialer: Der er øvelser med fokus på at etablere klassen som et trygt rum, aftale hvilke ord og begreber, vi anvender, og små animerede videoer. Der er dilemmaspil og en CL-inspireret ‘sandt/falsk-øvelse’, som er lige til at hente ned og udskrive eller gennemføre.
Afsender: VindueTukan
Forløbet tager udgangspungspunkt i kroppens forandringer. Målet i forløbet er, at eleverne skal have en viden om pubertet og seksualitet og forstå de udfordringer og forandringer, eleverne vil møde. Forløbet er delt op, så eleverne separat læser om den mandlige pubertet og herefter den kvindelige, hvor der i forlængelse af dette også er billeder, som illustrerer ændringerne i kroppen. Afslutningsvis er der et afsnit om de forskellige præventionsformer.
Billedkunst (lærer-til-lærer)
Link til forløb: Spor og identitet
Afsender: BukserFlamingo
Med udgangspunkt i overvejelser over, hvordan eleverne gerne selv vil huskes, så kommer dette forløb omkring Alphonse Muchas kunst samt art nouveau. Der arbejdes med kerneværdier, symboler, mønstre, spejling og fotos af eleverne selv som skitse og udgangspunkt for produktion af maleri.
Tværfagligt (lærer-til-lærer)
Link til forløb: Uge sex (Share It)
Afsender: Gule Gadebilleder
Forløbet starter med en video, som sætter fokus på det trygge klasserum. Forløbet kommer også med ideer til materialer, herunder film og bøger, hvor fokus er pubertet, kropsidealer, forfængelighed og køn. Forløbet er eksemplarisk at bruge, hvis man mangler aktiviteter og materialer til sin Uge Sex-undervisning.
Udskoling
Samfundsfag (lærer-til-lærer)
Link til forløb: #MeToo – Otman
Afsender: PaprikaLemur
Dette forløb har særligt fokus på #Metoo-bevægelsen. Forløbet tager udgangspunkt i fortællinger om andres oplevelser af krænkelser genfortalt af kendte danskere. Under hver video er der en række spørgsmål, som kræver, at eleverne skal reflektere. Eleverne skal desuden tage stilling til, hvilke billeder man kan dele med andre, og hvilke billeder man skal holde for sig selv.
Sundhed og sociale forhold (lærer-til-lærer)
Afsender: AvisNæbedyr
Forløbet fokuserer særligt på prævention og køn/kønsroller. Eleverne skal først se en video fra DR Satire med Drengene fra Angora “Gummi – Nej tak!”. Efterfølgende skal eleverne besvare en række spørgsmål til videoerne, som tager udgangspunkt i vigtigheden af prævention, og som belyser, hvad forskellige præventionsformer beskytter mod. Eleverne bliver herefter præsenteret for en række dilemmaer og cases, som omhandler sikker sex. I kapitel to skal eleverne arbejde med kønsroller. Aktiviteterne består af, at eleverne skal læse i grundloven og finde reklamer, der belyser kønsnormer. Afslutningsvis skal eleverne gå på opdagelse i deres eget hjem, hvor de skal finde ting, som er kønsspecifikke.
Tværfagligt
Link til forløb: Køn – Udskoling
Afsender: Sex & Samfund
Forløbet linker direkte til Sex & Samfunds egen side. Forløbet arbejder med temaer som normer, køn og seksuelle relationer. Forløbet tager udgangspunkt i arbejdsmetoder og aktiviteter, som er multimodale, men også en case-baseret undervisning. Målet med forløbet er, at eleverne får viden om sociale og kulturelle normer for krop, køn og seksualitet, og indsigt i, hvordan disse har forandret sig gennem tiden.
Dansk
Link til forløb: FRIHED, FRI SEX OG FRIE KVINDER 1960
Afsender: Musikkens Verdenshistorie
Et meget gennemført forløb, som belyser 1960’ernes kvindefrigørelse. Forløbet tager særligt fat i den unge kvindes rolle i samfundet, og hvordan den stereotypiske kvinderolle blev forandret. Forløbet indeholder nøgleord som ligestilling, fri abort, fri porno og musikkens indflydelse på 1960’ernes frigørelse af kvinden.
Forløbet kan også oplagt bruges i historie- og musikundervisningen.
Link til forløb: #KROP 6.- 9. klasse
Afsender: DR Lær
Forløbet præsenterer materiale fra både DR Skole med videoer om normer, kropsidealer, nøgenhed og blufærdighed samt spørgsmål til overvejelse omkring den betydning, som normer og idealer kan have for unges kropsglæde, kropsbevidsthed, sundhed og trivsel.
Forløbet er udviklet i samarbejde med Sex & Samfund i forbindelse med Uge Sex-kampagnen 2018, hvor overskriften er #KROP.
Der er fire forløb fra DR Lær under overskriften #KROP, som behandler dette tema for både indskoling, mellemtrin og udskoling.
Link til forløb: Unge og digitale krænkelser
Afsender: Journalistmillas Bureau
Forløbet præsenterer en række afsnit af podcasts i serien “Min teenager deler da ikke nøgenbilleder” som startede i 2021. Forfatteren, Milla Mølgaard, har lavet materiale og disse podcasts bl.a. i samarbejde med Sex & Samfund gennem sin virksomhed Journalistmillas Bureau.
Forløbet indeholder tekst, illustrationer og oplæg til refleksioner til syv afsnit af podcasten.
Der mangler direkte links i forløbet, men alle podcasts – nu i alt otte episoder – ligger tilgængeligt, der hvor du henter podcast og på hendes hjemmeside .